NYHEDER

Henrik drak over fire liter energidrik. Det kostede ham næsten livet
Stil krav til unges livsstil
Mange unge får forkert diagnose
Kostvejledning og vitamintilskud hjælper udsatte unge
Coca-Cola på tilbagetog over hele verden
Shots og snaps gør din tarm utæt



GALLERI


Se mere klik her

Pressemeddelelse - Ny udgave af Kost, adfærd og indlæringsevne

 

 Ny udgave af Kost, adfærd og indlæringsevne


197 s. – 249 kr. Forlaget Klim

knud@klim.dk

 

Århus d.3.5.2010

 

Bogen kan fremsendes til anmeldelse:

 

Den første udgave af Kost Adfærd Indlæringsevne udkom i 2002 og skabte megen debat. Siden har Frede Bräuner været en efterspurgt foredragsholder og konsulent på madordninger på mange forskellige institutioner og skoler.

I forbindelse med udgivelsen af denne 5. og ajourførte udgave af bogen har Frede Bräuner gjort status over de positive og negative udviklinger på området. Denne status er vedlagt. Hvis den giver jer lyst til at kon­takte Frede Bräuner for at få uddybet nogle af hans – til tider provokerende – synspunkter, kan han kontaktes gennem forlaget eller på tlf: 30913990. Endvidere på e-mailadressen frede@webkost.dk

Kost Adfærd Indlæringsevne, 5. udg.

197 s. – 249 kr.

Med venlig hilsen

Knud Mahler

 

Sundhedsstyrelsen, fødevarestyrelsen og andre offentlige instanser skader folkesundheden

Tilbage i 1997 iværksatte jeg sammen med kolleger på Århus Ungdomsskole et mad- og sundhedsprojekt for skolens socialt udsatte elever, hvor obligatorisk mad og slikforbud blev en fast del af dagligdagen. Den obligatoriske mad gjorde, at mange elever vendte 180 grader i forhold til adfærd og indlæring. Symptomer på ADHD og manglende indlæringsevne viste sig i mange tilfælde at være symptomer på forkert ernæring. Projektet blev løbende omtalt i medierne, og i 2002 udsendte jeg bogen Kost, adfærd og indlæringsevne. Siden da har jeg med bogen og som foredragsholder bidraget til etablering af en lang række kostprojekter landet over.

Alle - lige fra folkeskoler til specialinstitutioner - melder om mærkbare fremskridt, og unge beretter om markante forbedringer via simple kostomlægninger. Nu, hvor 5. udgave af Kost, adfærd og indlæringsevne er udkommet, vil jeg gøre status.

Siden 2001 har politikere støttet forsøgsprojekter med den ene hånd, mens man med den anden – bl.a. via besparelser, kommunalreform og skattestop – har lukket mange andre. Resultatet har været ét skridt frem og ti tilbage.

Danske børn og unge er stadig blandt de mest usunde i Europa, og et stigende antal får brug for psykologhjælp og specialtilbud. Stadig flere børn med adfærdsmæssige og indlæringsmæssige problemer får diagnoser som ADHD og autisme, og alarmerende mange unge bliver tabere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Omkring 250.000 mennesker er på førtidspension, og hver dag kommer der fire nye unge til. Produktiviteten i samfundet er faldende, idet flere må forlade arbejdsmarkedet før tid med livsstilssygdomme, stress og udbrændthed. De samlede udgifter til de nævnte områder løber årligt op i over hundrede milliarder kroner.

Årsagerne er mange, men den væsentligste og mest oversete grund handler om forkert livsstil, hvor forbruget af sukker, sodavand, junkfood, alkohol, tilsætningsstoffer og rusmidler er stort.
Eksperter, herunder læger og behandlere, samt politikere forstår i ringe grad disse sammenhænge; de arbejder i blinde og iværksætter det ene fejlagtige tiltag efter det andet. Man undrer sig over, at den sociale arv ikke bliver brudt. Men hvordan kan man forestille sig, at en stor befolkningsgruppe kan være i stand til at kæmpe sig op af dyndet, bidrage til økonomisk vækst og komme på niveau med resten af befolkningen, så længe de udelukkende lever af sodavand, fastfood, værdiløs mad, alkohol og tobak?

Sundhedsstyrelsen, fødevarestyrelsen og offentlige instanser er i virkeligheden de største sundhedsmæssige modspillere. Via forfejlede anbefalinger, f.eks. at vi må drikke 21 genstande og spise 490 gram sukker om ugen, lokker man befolkningen ud på et sundhedsmæssigt skråplan, og med baggrund i samme anbefalinger har man indført sød yoghurt, kakaomælk og andet værdiløs mad i skoler og institutioner. Samtidig tillader man, at børn ødelægger sig selv med slik fra nærmeste kiosk i frikvartererne.

Vi redder ikke udsatte børn med medicin, nationale test, faglig ensretning og bureaukrati, og vi redder ikke svage befolkningsgrupper ved at stresse dem med lave sociale ydelser, skematyranni og mistillid. Men vi redder mennesker ved at gøre dem sunde. Er det fundamentale, det sundhedsmæssige, i orden, har alle mennesker, uanset social baggrund, forudsætningerne for et godt liv.

Midlet er bl.a. obligatorisk mad, hjemkundskab, motion og slikforbud til alle børn og unge i skole og institutioner. Der skal indføres et reklameforbud og mærkningspligt mod alle usunde produkter. Læger og behandler skal omskoles til at kunne håndtere disse udfordringer primært ved at behandle befolkningen ved hjælp af kompetente kostråd og vejledning i ny livsstil. Lad os skabe et sundhedsorgan, der skal stræbe målbevidst efter at gøre de ‘sygdomskyndige’ og medicinalindustrien overflødige. Dette ville kræve uafhængige eksperter, der, uden indblanding fra medicinalindustrien, fødevareindustrien og økonomiske interesser, skulle kunne forske og arbejde med det klare mål at skabe optimal sundhed for alle i samfundet.

 

Frede Bräuner

 

 


 

 


 

 

Webkost | Gernersvej 4 | 8260 Viby J | Tlf. 86 14 16 46 | Mobil. 30 91 39 90 | frede@webkost.dk
Udviklet af SideWalk webbureau ©