Usunde børn og udfordringer – fokus på ADHD, indlæring og adfærdsmæssige udfordringer
En engelsk undersøgelse viser, at mad og vitaminer kan reducere voldelig adfærd hos indsatte med 38%, og andre undersøgelser viser, at vitaminer og mineraler øger børns indlæringsevne. En anden engelsk undersøgelse viser, at tilsætningsstoffer gør børn hyperaktive.
Samme erfaringer er gjort på Århus Ungdomsskole, hvor Frede Bräuner har undervist siden 1985. Her har obligatoriske måltider, vitamintilskud, sukkerafholdenhed og kostundervisning været en obligatorisk del af hverdagen siden 1997. Elever, der før var trætte og negative, er blevet mere aktive i dagligdagen, mens andre er vendt 180 grader i forhold til adfærd og indlæringsevne.
Med udgangspunkt i ovennævnte erfaringer vil der blive sat speciel fokus på sammenhænge mellem børn og unges kostvaner, herunder vitamin – og mineralmangel, ustabilt blodsukker, allergier, misbrugsproblemer og deres adfærd og indlæringsevne.
Der bliver lagt vægt på symptomer på forkert ernæring, der opleves blandt børn og unge i hverdagen og de pædagogiske principper og metoder, der kan anvendes i skoler, institutioner og i dagligdagen som forældre, når problemerne skal løses.
Foredraget er bl.a. velegnet til forældrearrangementer, fyraftensarrangementer, konferencer og pædagogiske dage.